Om
Mit navn er Pernille, jeg bor i Trøstrup, Odense NV med min kæreste Nick og vores hund Gaia. Vi bor på et lille husmandssted med ca. 1,5 hektar grund, på grænsen mellem land og by.
Vi startede med en Amerikansk Bulldog, Fie, men måtte desværre tage afsked med hende alt for tidligt grundet sygdom. Mit hundeliv startede for alvor da vi i 2012 fik Maily, en Old English Bulldog. Det var da jeg startede til hvalpetræning med Maily at jeg fandt ud af hvor lidt jeg egentligt vidste om hundetræning, og hvor stor og spændende en verden det er. Jeg startede derfor på klikkerinstruktør uddannelsen, og blev færdig i 2014. Efterfølgende arbejdede jeg et års tid på uddannelsesstedet og fik en masse praktisk erfaring i undervisning på hold.
Maily har været min træningsmakker hele vejen, og sammen har vi trænet lydighed, tricks, Dog Parkour og senest i DCH hvor Maily især var glad for rundering. Lige som jeg havde besluttet at det der konkurrence, som ellers ikke har sagt mig noget, kunne være meget sjovt, begyndte Mailys hofter at drille og hun måtte pensioneres. I februar 2022 sagde vi et sidste farvel til Maily, 9,5 år gammel.
I 2017 startede Bettina og jeg WauwHund sammen og har siden da tilbudt holdtræning, enetimer, osteopati og adfærdsrådgivning.
Jeg startede på uddannelsen som adfærdsrådgiver hos Hund og Træning og blev færdig i marts 2021.
I maj 2020 flyttede Hector ind hos os. Maily var ikke videre begejstret i starten, men med tiden blev de to gode venner. Hector tog jeg med hjem fra det internat jeg til daglig arbejder på. Han var en Tysk Ruhåret Hønsehund, og var på det tidspunkt 3 år gammel. Hector var skind og ben og bange for sin egen skygge. Han dukkede sig når vi rejste hånden for at klø os i håret. Han fór sammen hvis vi kom for tæt på bagfra, og flygtede med halen mellem benene hvis vi tog en rive i hånden. Han var bange for alle fremmede og især mænd. Langsomt og med støtte fra evigt glade og tillidsfulde Maily, begyndte Hector at tro på det gode i verdenen og finde tillid til mennesker.
Hector blev en glad og tryg hund – så tryg at han også turde være fræk en gang i mellem, og det er et sundhedstegn! Desværre måtte vi alt for tidligt sige farvel til Hector, kun 6 år gammel, grundet en skade. Vi havde tre fantastiske år sammen, hvor jeg lærte en masse om jagthundetræning og den stående hund.
I dag tæller husstanden kun en enkelt hund, Gaia en Malinois tæve, fra maj 2023 og katten Ivan. Gaia skal træne DCH programmet og på sigt, forhåbentligt, Nordisk rundering.
Jeg er medlem af SEA - Sammenslutningen af Eksaminerede Adfærdsrådgivere. Som medlem af SEA er jeg forpligtiget til at holde mig opdateret, gennem videreuddannelse hvert eneste år.
